Arbejdsdag den 12. april
Da bondemanden havde været uheldig og brækket lidt ribben mm. måtte han forholde sig i ro. Dette skete kun to dage før den store "flytte-heste-dag/oprydningsdag.
Alt skulle være klart til nedrivningsholdet gik i gang med at rive de gamle stalde ned.
Heldigvis er Egum rideklub en klub med et godt kammeratskab, hvor vi står sammen når det gælder. Godt 40 ryttere, forældre og andet godt folk var hoppet i arbejdstøjet for at give en hånd med - staldene skulle tømmes for heste, skabe og andet godt. Der skulle også muges ud i samtlige bokse. Der skulle gøres klar i den nye ridehal, med halm i boksene, foder og meget andet. Hestene skulle installeres i de nye bokse, og stævneskabene blev sat op. Ligeledes alle elevponyernes udstyr, og sågar skridtmaskinen blev flyttet under megen møje og besvær.
Det var et stort mylder af ivrige hænder fra kl. 9.00 lørdag morgen - ved 13.00 tiden gav bondemanden pizza ad libitum, og allerede omkring kl. 16.00 var alt klart og parat. Nu kunne de bare komme og vælte de gamle stalde - Egum var klar:-)
Se billeder fra arbejdsdagen her.
Bondemandens tak for hjælpen:
Tak er kun et fattigt ord !!!!
Jeg og min familie vil bare sige jer alle sammen tak for den store indsats I gjorde i dag, lørdag den 12/04 med at få tømt de gamle staldbygninger for heste, stævneskabe og andre løsdele og ikke mindst få tømt bokse for halm og møg. Det var utroligt at se selv de mindste pony-ryttere fandt på noget at lave og nogle forældre, som bare plejer at køre deres børn til og fra rideskolen gav også et godt nap med. Det var bare dejligt at se.
De to sidste dage er der gået mange tanker i gennem mit hoved, om jeg skulle forsøge at aflyse nedrivninger og byggeri og først sætte det i gang til næste år, for lægerne har sagt at der godt kan gå op til 6 uger før jeg er tilbage på fulde omdrejninger igen. Men med den iver I har lagt for dagen i dag er jeg ikke længere i tvivl om, at det er i år, at der skal bygges nye stalde til jeres heste og ponyer. Så endnu en gang tak for jeres hjælp, store som små.
Hilsen en taknemlig Bondemand
PS. Tak for den flotte kurv I kom med. Og så siger man at dumheder ikke betaler sig!!!